fortælles Æventyr, samt diskes op med Saltfisk, Smør, Melkevælling og Multer.
Dampskibet laa med Røgen oppe ude paa Varangerfjorden, Baaden ventede.
»Farvel, André,« sagde Thorsen og tog hans Haand.
I dette sidste Øjeblik gik det først op for André’s Bevidsthed, at han skulde skilles fra Faderen, virkelig skilles, at Tusinder af Mile, Hav og Fjelde, ja, i en vis Forstand, en hel Verden nu skulde lægges imellem dem.
Han styrtede op fra Baaden, kastede sig i Thorsens Arme og klyngede sig fast til ham, som om intet mere kunde skille dem ad.
Paa et Vink af Greven rev Baadføreren ham bort med Magt, men da han bar ham ned i Baaden, stønnede André som et saaret Dyr.
Thorsens Øjne stode fulde af Taarer, men han sagde intet.
Olga, der havde betragtet dem med spændt Opmærksomhed, rakte Kirkesangeren sin Haand.
»Jeg vil være ham en Søster,« sagde hun, idet hun saa paa ham med et ubeskriveligt, trofast Blik.
»Gud velsigne Dem!« svarede Thorsen.
Baaden stødte fra. Thorsen saa den lægge an
