Denne siden er korrekturlest
100
Lamik Nikkut og Seimke Tudekas vare imidlertid blevne voksne, og de elskede hinanden.
En dejlig, stille Sommerdag, da Laksen sprang i Elven, og Fuglene fløjtede, hørte man i Kautokejno to Stemmer, der sang om Bæive barnek, Solens Sønner[1].
Seimke sang:
En Saga har talt,
En Saga har sunget:
»Bortenfor Nordstjernen,
Vestenfor Sol og Maane,
Af Sølv og af Guld
Ere Klipperne skabte.
— — — — —
— — — — —
Lamik svarede:
Guld, der gløder,
Sølv, der blinker!
Fjeldet sig i Havet spejler
Og ler mod sit straalende Billed.
— — — — —
— — — — —
Seimke nynnede:
Hvorfra kommer du?
Sig, hvem søger du?
Søger du Dødens Borddug,
O Solens Søn?
- ↑ Det eneste lappiske Epos, der er blevet reddet fra Forglemmelse.
