De lyttede til Toner, til Musik, til Fuglesang, medens mange Nationers Flag og Vimpler vajede ud over Sundet.
»Voilà, Fata Morganas Land!« udbrød Grev Wasili i sin Ekstase, idet han med Armene korslagte over Brystet lorgnetterede »Tableauet.«
André Thorsen berusede alle.
En kæk, kraftig, men tillige smuk og symmetrisk Figur bar et Hoved, der var lille og fintdannet.
Dette Ansigt, der ikke var vakkert, men ikke destomindre bedaarende, dette Smil, der blottede de hvide Elfenbenstænder, disse sorte Øjne, der bevægede sig i en Slags »elektrisk« Ild, udgjorde tilsammen, i Forbindelse med en vis medfødt, smidig Elegans, noget sanseligt ligesaa vel som noget aandeligt berusende.
Beau monde havde, som man heraf kan mærke, ikke Spor af Kritik tilbage lige over for sin Dikter, men med desmere Vægt, thi Kritik maa ved enhver Lejlighed have Luft, faldt den over hans unge Hustru.
Olga Wasili var ingen Skønhed, det vil sige, hvis man med Benævnelsen »en Skønhed« forstaar noget smukt, der briljerer i Frastand.
Hendes Træk vare regelmæssige, hendes Hud-
