stansede pludselig lige foran hende og kastede Hovedet udfordrende tilbage.
»Det var Liv!« sagde han.
»Det var Liv!« svarede hun. »Du har Ret. Det var Liv; thi Livet er ogsaa Humbug.«
Han greb hendes Hænder og knugede Haandleddene saa haardt, at hun blev bleg af Smerte.
»Slip mig, André.«
»Var dette Humbug?«
»Ja!« raabte hun og hævede Øjet.
»Var der ingen Sandhed i det, disse Tusinder følte, der jublede ved min Ankomst?«
»Jo, André, i det Øjeblik var der Sandhed, men naar Champagnerusen er dunstet bort, saa er ogsaa Euthusiasmens Bind revet bort fra deres Øjne, og Kritikken er kommen i Steden.
Den vil en Gang komme over dit Hoved, André, saa vist som du ikke er en Gud, hvis Værk er fuldkomment. Jeg har tiet paa hele denne Reise, men nu maa jeg have Luft.«
»Du troer ikke paa Begejstring, fordi du ikke elsker den.«
»Jo, jeg troer paa Excelsiors Begejstring, der vil frem ad — selv ind i Døden; jeg elsker Heltenes og Martyrernes Begejstring, der midt i Lidelser ser Himlen aaben, men jeg troer ikke paa den
