hun til Gengæld trygle om hans! Han havde ikke arvet Kvænens Trods for intet!
I dette egoistiske Selvforgudelsens Liv, der var begyndt i hans Barndom, og siden uafbrudt var blevet fortsat, i dette Liv var der en eneste, der vovede at træde op mod ham, og denne ene var den Hustru, der havde svoret ham Underkastelse.
Det stormede og bruste inden i ham, idet han langsomt slentrede ned ad mod Byen, som laa og slumrede i Midnatssolen.
Sommerfuglene flagrede om ham. Han lyttede til Fluernes Summen, til Gøgens ensformige vemodige Kluk og til Sundets stille Skvulpen.
Der lød en fjern Sang.
André stansede.
En Skare russiske Matroser droge syngende gennem Tromsø Gader, to og to, Forsangeren i Spidsen.
Den sidste begyndte med en enkelt Tone, de øvrige faldt ind Par efter Par, indtil det hele Kor stemmede i med.
Det var en Tonebølge, der vokste og steg, indtil den svulmede over.
Forunderlige Rythme, der pauserer, hvor andre vilde begynde, og begynder, hvor andre pauserer!
