»Nej, jeg ser det,« svarede Olga, idet hun vendte sig om til Spejlet forat fuldende sit Toilet. Der var Vemod i hendes Ansigt, og i Vemoden laa der Bitterhed og ogsaa en Smule Foragt, men hun skjulte det ved at hæve Armen forat ordne sin Frisure.
Og »det store Arbejde« skred raskt frem ad, og efter hvert som det skred frem, blev Faderens Billede mere og mere trængt i Baggrunden, ja endog i Diktningens forvandlende Lys fuldstændig forvansket.
Den forunderlige tiltrækkende og berusende Skikkelse, han lige fra sin tidligste Barndom af havde laant den ukendte Moder, skulde her i hans ny Epos faa Kød og Blod.
Men idet han fordybede sig i den Natur, han tænkte sig, denne Moder havde besiddet, en Natur, der lignede hans egen, faldt der en stærk Skygge hen over Faderens.
Hans Barndom stod for ham. Han mindedes ikke sin Faders Kjærlighed, men kun Hjemmets trange Indsnevring, dets indeklemte Luft og sin egen Længsel.
Moderen maatte have ført det samme Liv, hun maatte have følt den samme Længsel, og hun blev i Sønnens Fantasi den stærke, kraftige
