imidlertid, som om der blev gydt koldt Vand i Blodet.
Lapperne kastede endnu en Sten mod Døren, men droge derpaa bort.
Hujende og stjøende i Natten skiede de fra Renby til Renby, overfaldt Gammerne, slæbte Børn og Kvinder ud i Sneen og piskede dem, indtil de troede paa deres Gud.
Thorsen, der kort efter var gaaet ud udenfor Huset, stod stille og lyttede i Sorg og Gru til de Rædslens Raab, der hvinede gennem Natten.
»Fader Thorsen,« lød en Stemme ved hans Side.
Han vendte sig om og saa en ung Lappegut, hvis vakre Ansigt var hævet op mod ham. Det var fromt og glædestraalende som en Engels Ansigt.
»Fader Thorsen,« sagde han, »min Husbonde har sendt mig i et Ærinde til Jakob Tudekas, men han har under Trudsel om svar Mishandling forbudt mig at gaa til dig og tale med dig. Men jeg maatte, Fader Thorsen, jeg maatte komme til dig.«
»Hvorfor, Aiken Judnir?« spurgte Kirkesangeren.
»Jo, Fader Thorsen. Min Husbonde, Alits Virtotak, er af den nye Tro, og han har pisket
