og dansende som et Barn gik Aiken sin Martyrdom i Møde.
Han vidste, at Alits Virtotak var med i den rasende Hob, men hvor var den? Han hørte den over alt, men han saa ingen. Ikke en Gang Skyggen af noget Menneske faldt hen over Sneen.
»Mon de skulde være oppe ved Kirken?« tænkte Aiken Judnir.
I stærk Fart skiede han af Sted, men da han naaede Foden af Højen, stansede han, og et Ryk for igennem ham.
Højen var sort af Mennesker. Som Dværge mylrede Lapperne op af Jorden; Sten efter Sten susede gennem Luften og fløj klirrende mod Kirkevinduerne. Det var en almindelig Stenkastning.
Aandeløs stormede Aiken op ad Bakken og styrtede ind i Sværmen.
»Holdt, holdt!« raabte han og hævede Armene i Vejret, »I maa ikke stene Guds Hus!«
Men Alits Virtotak sprang frem med løftet Skistav og greb ham i Armen.
»Hvor har du været henne?« skreg han.
»Hos Kirkesangeren,« sagde Aiken Judnir. »Jeg maatte dog faa en Guds Trøst til Nytaarsdag.«
