Menneske. Bøj Knæ, Samer, og bed! Jeg er Kristus!«
En Flok Lapper, der samme Dag vare komne fra Karasjok, og som ikke vare grebne af Forvildelsesrusen, blev dette imidlertid for stærkt. De sprang frem og kastede sig over Lamik.
Nikkut gjorde en fortvivlet Modstand, han slog om sig til Højre og til Venstre, og da hans »Troesbrødre« kom ham til Hjælp, brød han sig frem gennem Sværmen og styrtede ud.
I Kirken opstod der imidlertid et forfærdeligt Slagsmaal mellem Karasjok- og Kautokejnolapperne. Der flød Blod paa den indviede Gulv, og Eder og Forbandelser trængte sig helt op til Alteret.
Thorsen, der kendte Lappernes Modtagelighed for ethvert ydre Indtryk, indsaa øjeblikkelig, at den eneste Frelse var et pludseligt Mørke.
»Sluk Lysene, Tudekas,« sagde han. Men Jakob Tudekas stod ubevægelig med opspilede Øjne og betragtede den kæmpende Masse. Smitten havde begyndt at gribe ogsaa ham, og da en liden Lappepige paa elleve Aar pludselig sprang ud af Kvindernes Klynge op paa Alteret og med hvinende Stemme røøbte: »Blod! Blod! Blod! Blodet, der flød paa Korset, lad det flyde til Fordømmelse!« styrtede Tudekas frem, faldt paa Knæ og jublede:
