mandens[1] Gamme; men da han løftede Renskindet og traadte ind, veg han uvilkaarlig tilbage for det Syn, der mødte hans Øje.
Jakob Tudekas sad halvnøgen midt paa Jorden og sled i de Toug, hvormed han var bleven bunden. Fraaden skummede ham ud af Munden, og han lignede en af Bibelens besatte. Lapperne stode rundt om ham med blottede Hoveder og betragtede ham med hellig Ærefrykt.
»Vi have maattet binde ham,« sagde en af dem. »Aanden kom i en saadan Fylde over ham, at hans Legeme ikke kunde bære det.«[2]
Thorsen saa paa ham.
»Hvorledes lever du?« spurgte han.
»Jeg! Som var, som er og som bliver?« spurgte Tudekas. »Knæl!« raabte han til Datteren.
»Ja, jeg skal,« svarede hun angst, idet hun knælede ned foran ham.
Tudekas hævede de bundne Hænder.
»Det er ikke nok. Du skal tilbede mig som —«
»Holdt,« raabte Thorsen, »ingen Gudsbespottelse, Jakob Tudekas! Staa op, Seimke!« vedblev han, »du skal tilbede Herren din Gud og ham alene!«
