Manuskript til sin Forlægger, da han og Grev Wasili en Aften slentrede ud udenfor Byen.
Den første gik og nød indvortes Eftersmagen af sin Inspiration, medens den sidste udviklede sine Theorier om Præeksistensens Skønhed og Dybsindighed.
Hans Svigersøn svarede adspredt og med Enstavelsesord. André var »anderswo engagirt« og formaaede ikke at løsrive sine Tanker fra det moderlige Billede, han havde fremtryllet i sin Diktning.
Dette Billede fyldte tilsidst hans Sind med en fortærende Længsel efter en Gang at kunne faa det at se Ansigt til Ansigt.
Det vilde være et Mirakel, hvis det skede, men til enkelte Tider er Menneskenaturen forberedt paa noget uventet, selv om den savnede, eller det savnede, figurlig talt, stod op fra de døde.
Grev Wasili stansede pludselig. De vare lige udenfor Hansjonæsset[1], hvor en Trup tilrejsende Linedansere havde lejret sig i en aaben Traktørbod.
»Voilà!« udbrød Grev Wasili. »Lad os et Øjeblik gaa ind og se paa disse Gøglere. Der var et Ansigt, som vel var værd et Par Minutter.«
- ↑ Et tarveligt Forlystelsessted.
