— en Model til denne Figur, maa han, forat blive i Stand til at give denne sin Skabning Liv og Aande, forelske sig i den, indtil den er færdig, og han ikke længere har Brug for Forelskelsen. Forelskelsen er ham nødvendig for Kolorittens Skyld.«
»Og imidlertid strækker han sit Offer paa Pinebænken og tror, han har gjort sin Skyldighed, naar han har bestrøet Pinebænken og Offret med Roser; og, naar Modellen er død, knuser Kunstneren en Taare til Ære for hendes Minde og trøster sig med, at han med denne Taare, denne vemodig-søde Stemnings-Buket har forsonet den fortørnede Gud.«
»Det forbauser mig, hvor dit Sprog er realistisk; man skulde ikke tro, du var min Datter.«
»Det er realistisk, fordi det er sandt.«
»Men tillige uskønt.«
»Velan! Hundredefold hellere uskønt end usandt.«
»Pardon! Du er ikke idealt anlagt, du har ingen Sans og derfor ingen Sympathi for de Offre, der maa bringes Idealet. Jeg havde hellere set, at du nærede en Sindsstemning i Lighed med den, i hvilken den danske Dikter Samsø lader Dronningen sige til Dyveke, sin Medbejlerinde til
