Blive saa Jætterne efter.
— — — — — — —
Begynder saa Vestenvind at blæse,
Løfter op Havets Døttre,
Spænder Sejlene haardt.
— — — — — — —
Brødrene tabes af Sigte.
Blodet koger, Hevnen tørster,
De sidste Kræfter anspændes,
Blodsveden aftørres.
Hænderne stivne,
Ryggen bøjes,
Fingrene gro fast som Klør
Indtrykte i Aaren.
Hjertet gløder,
Baaden svømmer,
Havets Skumvover kløves.
— — — — — — —
De begynde atter at naa dem!
— — — — — — —
Den opskræmte Storm bøjede Masten,
Rystede det skælvende Sejl.
Skibet knagede,
Krængede over paa Siden.
Selv gik hun ned,
Lagde sig nederst ved Kølen
Og gemte de lukkede Øjne.
Ved Middagstid lyste Maanen frem paa den anden Side af Tana. Den udbredte en stille, højtidelig Glans.
Olga mindedes hin Sommerdag paa Varangerfjeldet, og André mindedes den ligeledes. Men ingen af dem sagde det til hinanden.
