vilde, at jeg skulde regere over dem, og slaar dem ihjel for mine Øjne!«
»Amen! Amen!« raabte Lapperne og hævede Hænderne. Forsamlingen faldt paa Knæ.
Det var en Situation, som var vel værd at beherske!
Havde han ikke fra Barndommen af havt den betryggende Følelse af, at alt var til for ham? Ligesom Lamik Nikkut var Dikteren en Gud, som ingen turde dømme. Der var Aandeslægtskab i begges Fantasier, de fløj begge til Himlen.
I næste Sekund stod André paa Stenen højt over den knælende Mængde.
Vogt dig, vogt dig, Dikter! Er Inspirationen fra Gud eller fra Satan?
Naturen fordrede dog én Gang sin Ret! Civilisationens Baand sprængtes i ét Nu, og hele Lappens Vildhed var sluppet løs. Men André var ogsaa kommen op paa Højfjeldet.
De onde Kræfter, som raade i Ultima Thules Vinternat, de klagende Røster, de Angstens Suk, de Rædslens Hvin, der stønner rundt om Nordpolen, fik Luft.
De skrege i Harme, i Raseri, i Vanvid.
Begreberne forvirredes, og det ene blandedes ind i det andet i et kaotisk Vildrede.
