— o, hvor var han bleven gammel! Andreas Thorsen blev slaaet til Jorden, men i samme Nu styrtede en høj Kvænkvinde sig over ham, dækkede ham med sit Legeme og modtog det Dødsstød, der var tiltænkt hans Hjerte.
Hun modtog det i sit eget Bryst.
Lamik Nikkut hævede Tollekniven over Olgas Hoved.
Da slyngede André Kniven ud af hans Haand, greb sin Hustru i sine Arme, og halv vanvittig faldt han paa Knæ og bønfaldt om en Inspiration fra Himlens Gud.
Og André sprang op paa den hosliggende Sten med Olga trykket fast i sin Arm, han hævede Haanden, som Moses mod Israels Folk, og hans Ansigt funklede i Fortvivlelsens Indskydelse.
»Ve eder, I frafaldne, I som ikke kende til Barmhjertighed! Liv for Liv, Øje for Øje og Tand for Tand. Den, der gribe til Sværd, skal omkomme ved Sværd. Forbandelse over dig, du samiske Stamme! Du taber din evige Salighed, siger Herren den Almægtige.«
Rystende i hvert Lem, halv afmægtig af Angstens Forventning lænede han sig til Træstammen.
Og se! Hans gamle Magt vendte tilbage,
