Den samme Afsky og paniske Rædsel greb ham ligesom hin Gang.
Og som om han vilde skyde den hele Skyld for, hvad der nu var sket, over paa hende, som om han vilde anklage hende for den Arv, hun havde givet ham, og som havde afstedkommet alt dette, væltede han det hele Ansvar, den hele Syndebyrde over paa hendes Skuldre.
Han sprang op.
»Forbandet være du!« raabte han.
Thorsen hævede Haanden i Vejret.
»Forband ikke,« sagde han.
»Lad ham kun forbande,« svarede Moderen. »Mig sker kun min Ret, selv om ogsaa du fordømmer mig.«
»Aina,« sagde den gamle Mand, »din Husbond var den sidste, der vilde kaste den første Sten.«
»Andreas,« sagde hans Hustru og foldede sine Hænder, »jeg forlod dig for en Mands Skyld, som ikke var værd at løse din Skotvinge. Jeg havde set ham en Gang i Karasuando, men du vidste intet derom, jeg sagde det ikke til dig. For denne Mands Skyld forlod jeg dig, Andreas, og indbildte mig, jeg elskede ham, fordi han lovede mig Frihed, Pragt og Diamanter; det var jo et helt Æventyr. Han holdt intet, Andreas, han holdt
