»Lamik,« sagde Seimke, »min Frihed er et Fængsel, naar jeg ikke deler den med dig.«
»Hils din Fader,« sagde Nikkut.
»Jeg skal hilse ham.«
»Hils Renerne,« bad Lamik.
»Jeg skal hilse dem,« sagde Seimke og hulkede højt.
Slutteren aabnede i dette Øjeblik Døren, og Olga traadte ind.
Hun gik hen til Fangen og greb hans Haand.
»Lamik Nikkut,« bad hun, »André sender mig, sin Histru, til dig, han bønfalder dig: tilgiv ham!«
»Jeg tilgiver ham,« sagde Lamik Nikkut, og der var Højhed tilligemed Ydmighed udbredt over Lappens unge, kraftige Skikkelse. »Han var min Sjæls Broder. Vi have begge syndet, og os fattes Guds Ære. Tilgiv mig, du! Havde den Onde fuldført sin Gerning i mig, havde du ikke længere været blandt de levendes Tal. Sig ham, Frue, at det alt var intet,[1] og at Banden fjerner[2] bort, men
Velsignelse[3] bringer nærmere. Sig ham, at
