Rigsgrænsen mellem Norge og Rusland, som et Stykke dannes af Tanaelven, men senere farligt og lunefuldt krummer sig med Jakobselvens tilfældige Bøjninger, kan vel med Lethed overskrides og i mere end én Forstand overtrædes, men er ikke desto mindre ved Forbud og Traktater bleven lige saa uoverstigelig som en Mur.
Medens i det ubeboede russiske Indland Trær raadne hen uden Nytte for noget Menneske, mangler til Eks. den fattige Fiskerbefolkning ved den norske Kyst Ved og Tømmer; paa samme Tid som Renmoset breder sig tæt paa Enares Betesmarker, dø de norske Rener ofte af Hunger paa sine afgnavede Fjeldbejter, lige som de finlandske Rener ved Afspærringen sygne hen af Længsel efter et Bad i Nordishavet.
Takket være denne samme farlige Rigsgrænse — og om dens Usikkerhed vidne de mange Trækors, som Russerne dels af Overtro, dels af Rethaveri i sin Tid have oprejst langs Finmarkens
