Skønt Kautokejnos Lapper[1] i Lighed med Karasjoks ere stærkt blandede med Kvæner, er de førstnævntes Karakter tilligemed deres Ydre alligevel mindre kraftig og udpræget. Deres Træk ere ikke saa skarpe, og deres Øjne ere smalere. Mindre renlige og pyntesyge ere de til Gengæld mindre nysgerrige og mere godmodige.
Kautokejno Fjeldbygd, der langtfra er saa smuk som Karasjok’s, ligger aaben for alle Vinde, indhegnet af ensformige, kraftbevoksede Aase og af nøgne Sandbanker. Dens eneste Prydelse er den lunefulde, højrøstede Elv, som bøjede sig forbi Andreas Thorsens Hus. Paa Mønningen af det med Mos og Enebærbuske bevoksede Tag sad som oftest i de lyse Nætter en hvid Kat og varmede sig i Midnatssolen.
Dette lille, beskedne, næsten fattige Hus var tilvisse et Kærlighedens Tempel, opført til Guds Ære, ligesaa vist som det ringeste Menneskes Hjerte ikke er for ringe en Bolig for den Helligaand.
Dersom man om noget Menneske tør sige: »Han har staaet i sin Daabspagt og har aldrig
vitterlig svigtet sit Barneforhold lige over for sin
- ↑ Elvelapper.
