Dersom der i Andrés Aarer ikke havde flydt det norske Blod, der kunde staa imod, og det kvænske, der trodsede Sanserusen, vilde det lappiske i saadanne Stunder have bragt ham fra Vid og Sans.
Denne hans Fantasis Verden var imidlertid hans egen Hemmelighed. Han holdt den strengt lukket for alle, selv for Faderen, men netop fordi ingen kendte den, uden han selv, blev den saa stor og — saa virkelig.
Kun én var hans fortrolige.
Da André havde fyldt sit niende Aar, sad han en varm Sommerdag paa en Sten, der laa midt ude i Elven. De bare Fødder havde han stukket ned i Vandet.
»Oho, André!« raabte en Stemme over fra den højre Bred.
André saa op og opdagede en liden Lappegut paa samme Alder som han selv, der stod med Hænderne i Bukselommerne og stirrede over paa ham med et fiffigt, nysgerrigt Udtryk i sit opvakte Ansigt.
»Gaa din Vej«, sagde André.
»Jeg ser paa dig«, svarede Lamik Nikkut.
»Det maa du ikke«, forklarede André, »thi saa forsvinder jeg. Jeg er Nøkken.«
