hidtil viste han snarere større Tilbøjelighed til at tage end til at give.
Denne farlige Tilbøjelighed blev stærkt og betænkeligt næret ved de Forholde, hvor under han voksede op.
Fra sit tiende Aar af var André nemlig Tolk for de rejsende, der fra Vadsø af foretoge Fodture i Finmarken og svensk Lapmarken.
Dette skede efter Faderens udtrykkelige Ønske og Befaling. Sønnen skulde faa Anledning til at lære Sprog, ligesom Faderen havde lært det før ham.
Efter kort Tids Forløb var André altsaa pludselig med ét bleven en Størrelse, en Person af Betydning. Ligesom han havde været Lappernes Yndling, saaledes blev han nu ogsaa de rejsendes, hvem han lærte Laksefiskeriets Mysterier, samt den store, lappiske Kunst at styre Renen med én Tømme.
Saa længe Vinteren varede, improviserede han for de lyttende Lapper, snart lystige, snart sørgelige Historier, efter hvert, som »Aanden kom over ham.« André sad midt paa Jorden i Gammen, medens Lapperne krøbe sammen rundt omkring ham. Var det sørgeligt, sukkede og stønnede de højt, medens Taarerne rullede ned over deres
