Side:André fra Kautokejno (1879).pdf/59

Denne siden er korrekturlest
43

havde givet denne Videlyst en Intesitét, der var brændende og ubændig.

Han berusede sig i det lystige, halv uden­lanske Sommerliv, og tænkte tilsidst med Gru og hemmelig Afsky paa Vinternattens dræbende Ens­formighed. Nomadeblodet i Moderens Aarer strømmede ogsaa gennem hans. Han vilde ut forat røre sig i Livet.

Og naar Nordpolens Sommer havde sagt Farvel, naar Trækfuglene vare dragne bort, naar Elvenes Bredder vare øde, og Vidderne stode tomme, da kunde André skrige af Længsel efter at komme bort.

Naar han blot en Gang kunde komme op paa Toppen af Sulitjelma! Derfra maatte han dog kunne faa se ud over hele Verden!

I Kautokejno fandtes der af civiliserede Mennesker kun Faderen og Lensmanden. Den godmodige, bredskuldrede Lensmand med de store Øren, de blide, fromme Barne-Øjne og de store Hænder – disse klodsede Bjørnelabber, som han plejede at lægge paa Andrés Hoved, idet han altid samtidigt venligt brummede: »Lille Barn!«

Og Andreas Thorsen saa Sønnens Higen og følte hans Ungdoms Længsel. Havde den ikke én Gang ogsaa været hans?

Aften og Morgen bad han Gud velsigne hans