Han rev en Skitsebog frem af Lommen, kastede Parasollen til Jorden og begyndte hurtigt at skitsere.
André blev staaende som fasttryllet og saa paa den fremmedes Haand, hvis kostbare Diamantringe funklede, idet den fløj hen over Papiret. At en Mands Haand dog kunde være saa lille og saa hvid!
Nysgerrige som Børn, trykkede Lapperne sig tættere sammen om den rejsende.
»Hovedet til Højre! Lyset maa falde mere direkte ind en face! — Du har dybe Skygger under Øjnene, — saa — trés-bien! Sænk Hovedet, sænk Hovedet, mon garçon, saa det medfødt skumle kan komme til sin Ret! — Mon dieu! Et saadant mørkt, halvt mongolskt Ansigt, belyst af Nordpolens Midnatssol, — det havde været et værdigt Sujet for Rembrandt. — Olga!«
Den unge Pige bøjede sig over hans Skulder og betragtede Skitsen, men uden at værdige Originalen et Øjekast.
André’s Blod begyndte at koge, og han knyttede uvilkaarlig Hænderne.
»Godt truffet,« sagde hun, »Panden skulde blot være en Streg lavere.«
»Hvordan kan hun vide, det ligner, naar hun
