Olga, som sad med Ryggen mod André, bøjede sig ud over Baadkanten og lod Vandet strømme mellem sine Fingre.
André, der var en af Rorkarlene, kunde ikke faa Øjnene bort fra den fine Nakke, som ubønhørlig vendte mod ham. Han var sig ikke andet bevidst, end at han hadede den.
Da de rejsende vare landede ved Bunden af Varangerfjorden, bleve Russernes Vadsække og Haandkufferter med Toug, der gik i Kors over Brystet, fastbundne paa Skyds-Lappernes Ryg.
Opstigningen ad den brede Postvej, Varangerfjeldet, begyndte. Dens Besværlighed blev end mere forøget ved de Myriader af Myg, der som lette Slør sænkede sig over deres Hoveder.
Grev Wasili viftede sig uafbrudt med en Palmevifte, han i sin Tid havde købt i Ægypten.
»Det er den tyvende Fjeldbestigelse, jeg har foretaget i mit Liv,« fortalte han.
For hver Vandpyt, de kom forbi, ilede Lapperne hen, kastede sig paa Maven og slubrede Vandet i sig lig tørstige Hunde.
André gik hen til Grevens Datter. »Skal jeg hjælpe dig?« spurgte han kort.
»Jeg gaar helst alene,« svarede hun, idet hun uvilkaarlig nærmede sig Andreas Thorsen.
