Denne siden er korrekturlest
60
et lystigt Baal, der skulde forjage de uvelkomne Mygsværme.
Imidlertid havde Olga tilligemed Seimke og Lamik Nikkut taget Plads paa nogle Stene og sadde og saa ud over Tana, denne brusende dædno[1], der glinsede ligt et bredt Sølvbaand nede i Dybet.
»Hvad hedder det Sted, hvor du er fra?« spurgte Seimke.
»Genua,« svarede Olga.
»Er der saa vakkert som her?« vedblev Lappepigen.
»Husene ere af Marmor.«
»Hvad er Marmor?« spurgte Seimke.
»Det er en hvid Sten,« indfaldt Lamik Nikkut hurtigt. »André har fortalt mig om den. Den findes i Eventyret, Husene ere ganske hvide, og i dem bo der Feer.«
»Er Marmor saa hvidt som Sne?« sagde Seimke tvivlende.
»Ikke fuldt,« svarede Olga.
»Ja, saa er jo her meget smukkere, naar Gud
gør Vinter[2].
