Portvin, fyldte et Beger, ilede hen, knælede ned ved Siden af den syge og holdt Bægeret hen til hans Læber.
André slugte hende med Øjnene og vendte derpaa Bikket bort med en Bevægelse, som om der sad ham noget i Halsen, der vilde kvæle ham. Ubemærket af de andre stampede han i Jorden.
Den syge tømte Bægeret med Besvær, hvorpaa hans Haand faldt tilbage paa Renskindet.
Uden at forlade sin knælende Stilling foldede Olga sine Hænder. Hendes Hat var falden af, og det opløste Haar rullede ned ad hendes Ryg, idet hun hævede sit glødende Ansigt op mod Thorsen.
»Herre Jesus Kristus,« bad denne, »hvis det er din naadige Vilje, at den syge skal leve, saa gør ham frisk snart, ret snart, men hvis du har bestemt, at han skal dø, saa forløs ham, Herre, og lad ham ikke længere pines. Du vil ikke længere lade ham pines, Herre Jesus! Vi har dit Ord for, at hvor to eller tre ere forsamlede i dit Navn, der er du midt iblandt dem. Og nu raabe vi alle i Jesu Navn: enten du vil Liv eller Død, saa lad ham ikke længere pines! Amen.«
»Bravo!« raabte Greven, men kvalte Udraabet i sin Fødsel, gik tilbage til Teltet og satte Champagneglasset fra sig.
