»Nej!« raabte André.
»Saa maatte du ogsaa lyde. Nøkken sidder paa Bunden af dem,« svarede Lappen.
»Den Nøk gad jeg nok en Gang se,« tænkte André.
Han havde neppe tænkt Sætningen til Ende, førend Olga stog ved Siden af dem.
»Ro mig lidt ud paa Elven, Nikkut,« sagde hun, idet hun steg ind i den tæt ved liggende Baad.
André sprang hurtigt ind efter hende, løste Fangelinen og stødte fra, inden Lappen kunde faa Tid til at hoppe i Baaden. Det hele skede i en saadan Fart, at den unge Pige ikke kunde komme sig af sin Forbauselse, førend Lamik Nikkut slukøret var vendt tilbage til sin Faders Game.[1]
Da André havde roet Baaden ud paa Midten af Elven, lagde han imidlertid pludselig Aarene ind og rejste sig op.
Olga forstod i samme Nu den fjendtlige Udfordring i hans Ansigt. Det Øjeblik, hun havde anet, var kommet: det Ansigt indgød hende en uforklarlig og hemmelig Rædsel. Hun blev bleg, men sagde intet.
- ↑ Jordhytte.
