sen mellem Blakier og Høland. For denne Overmagt trak Enesköld sig ilsomt tilbage henimod Haneborg, ivrig forfulgt af Ditten – ligetil Toverud, hvor denne gjorde Holt, og lod sin Afdeling tilbringe Natten under aaben Himmel. Imidlertid maa Mörner have anet eller faaet Underretning om den Fare, hvori han nu var kommen, hvorfor han besluttede snarest muligt at trække sig tilbage.
Lidt efter Midnat 20 April brød Mörner op og var saa heldig, at Ingier, istedetfor at forfølge ham, besatte Blakier Skandse, at Lowzow ei kom over Glommen og at endelig Ditten, istedetfor at sende en liden Styrke forat forfølge Enesköld, havde fulgt denne med sit hele Corps ligetil Toverud; thi derved kunde det blevet Mörner muligt at undslippe, hvis han havde været bekjendt med Localiteten ad en opkjørt vintervei, der fra Urskog Prestegaard fører til Haneborg. Uanfægtet naaede imidlertid Mörner Urskog Prestegaard, hvor han forhørte sig hos Presten Holst om der ei førte nogen Vei til Haneborg, hvorved han kunde undgaae Toverud. Holst havde imidlertid sørget for, at hans Husfolk ei vare tilstede, med Undtagelse af et døvt Lægdslem, som ingen Besked kunde give. Presten undskyldte sig med, at han nylig var kommen til Kaldet og derhos var en gammel og skrøbelig Mand, der ei gjorde mange Udflugter og saaledes ei kjendte Veiene[1]. Mörner som ingen Besked kunde faae, fulgte den almindelig Landevei, men da han kom til Toverud, stødte han paa Dittens Corps. Uagtet Mörner her havde med stor Overmagt at gjøre, betænkte han sig ikke længe, men i det Haab, at Lykken staaer de Modige bi, gav han Befaling til Angreb, for om muligt at slaae sig igjennem. Dette Haab glippede imidlertid. De Norske gjorde tapper Modstand. De skedsmoske Dragoner skulle saaledes, efter de svenske Officierers eget Sigende, have sat ind paa de Svenske med yderste Hidsighed, anførte af den brave Lieut. Beichmann. Efter
- ↑ Meddeelt af Lieutenant Schnitler.
