Side:Andreas Faye - Landkrigen i Norge 1808.djvu/5

Denne siden er ikke korrekturlest
3
Landkrigen i Norge 1808.


havde man i den Anledning forpligtet sig til at tiltræde disse Erklæringer, og bidrage til Udførelsen af alle de Forholdsregler, som maatte følge deraf. Medens Russerne brøde ind i Finland, nødtes Danmark ifølge sit Forbund at erklære Sverige Krig (29de Febr. 1808)[1]. Da Rusland trods den kjekkeste Modstad fra svensk Side havde naaet sit Maal at komme i Besiddelse af Finland, sluttede det separat Fred med Sverige i Fredrikshamn uden at tage mindste Hensyn til sine Løfter mod sin Bundsforvante Danmark; ja den russiske Underhandler Romanzow afviste ei blot den danske Minister Blome, som forlangte at deltage i Fredsunderhandlingerne, men henviste endog Sverige til at søge Erstatning for det tabte Finland i Norge! Da næsten hele Europa senere fulgte Napoleon paa hans Tog til Rusland, sad Danmark stille og dets Løn blev, at Keiser Alexander i Petersburg og Åbo lovede at betale Sveriges Hjælp mod Napoleon ved at garantere Norges Forening med Sverige! Man vil vel forgjæves i Historiens Aarbøger finde Mage til Ruslands troløse Politik mod Danmark.




1. Den norske Hærs Styrke og Inddeling.

Da den dansk-norske Stat var bleven indviklet i en farlig Krig med Storbritanien og Sverige, befandt Norge sig i en forladt og isoleret Stilling; thi Flaaden, som udgjorde Forbindelsesmidlet mellem de 2 ved Havet adskilte Riger, var, som fortalt, falden i Englændernes Hænder ved deres Overfald paa Kjøbenhavn 1807.

Uagtet Forbindelsen mellem Danmark og Norge saaledes næsten aldeles var afbrudt og et dobbelt Overfald truede Norge, fandtes der dog ingen commanderende General i Norge. Kronprinds Frederik var en saare brav og ædel Fyrste, men han havde den Svaghed, selv at ville være Generalissimus, skjønt han ei alene var blottet for alt Feltherretalent, men endog savnede den Evne at vælge dyg-

  1. Allerede under 19 Febr s. A. underrettede Frederik fra Kiel den commanderende General i Norge Prinds Christian August om, at 40,000 Franske ventes hver Dag for i Forening med 6000 Danske at gaa over til Skaane, medens 5000 Norske samtidig rykke ind i Sverige, dog uden Artilleri. „Alt hvad Eqvipage og Bagage er, maa blive hjemme! Det forhindrer Marschen!“ (S. 6 Brev i Norske Saml. 1, 310).