for det norske Folk. Mørke vare Udsigterne for Nordmændene, da Krigens Hovedbyrde væltedes over „paa det ulykkelige Norge, som kjæmpede med de største Lidelser, hvorunder et Land kan sukke, Næringsløshed og Hungersnød.“ Forbindelsen med Danmark vanskeliggjordes, da den dansk-norske Flaade var bortført af Englænderne, som nu afskare Forbindelsen mellem Landene og hindrede Tilførselen af Korn og andre Fornødenheder paa samme Tid, som Landet angrebes af en overlegen Hær af tappre og krigsvante Svenske. Jo mørkere og haabløsere Udsigterne havde været, desto større var ogsaa Jublen, da de mærkede, at de ved egne Kræfter ei blot kunde bestaa Kampen, men ogsaa med Hæder og Held ende den. Hvad Under, om Nordmændene hovedsagelig tilskreve det lykkelige Udfald deres Krigeres Mod og deres Anfører Prinds Christians Dygtighed, og at de vare nær ved at forgude denne Folkets Yndling; thi havde han ei Anledning til at lægge store Feltherretalenter for Dagen, saa viste han sig dog som en dygtig Anfører i den Krig, han førte, og besad i høi Grad den Gave at gjøre sig baade agtet og yndet af Hæren og Folket. Han følte, tænkte og handlede som sand Nordmand og delte med den simple Soldat alle Krigens Besværligheder[1], var tarvelig, simpel, tilgjængelig og deltagende, kort en Fader for sine Krigere, som derfor ogsaa bare ham paa Hænderne og uden Knur bare Krigens mange Savn og næ-
- ↑ Den bekjendte svenske General Vegesack siger, at Krigen i alle Henseender førtes „skickligare fra Fiendens end vor“ (ɔ: svensk Side), men Nordmændene kjæmpede ogsaa for Arne og Frihed. Under Bivouaquen ved Trygstad Kirke var han saaledes en Aften gaaet ud paa Kirkegaarden blandt de sovende Soldater. Han svøbte sig da i sin Kappe og lagde sig paa den frosne snebedækte Jord. Hvor forbausede og glade bleve ei Soldaterne, da de vaagnede og fandt deres Anfører delende deres haarde og kolde Natteleie! Denne Scene blev aftegnet og prydede siden mangen norsk Væg tilligemed et lille Portrait af Prindsen.
