sten overalt kjæmpede med en Udholdenhed og Tapperhed, som man maa skatte høit, da neppe nogen Soldat eller Officier før havde været i Ilden og derhos havde at kjæmpe med de krigerske Svenske, som ved enhver Anledning bevarede deres Ry som tappre Krigere. Den skjønneste Side ved dette lille Felttog var den humane Aand, som besjelede Krigerne paa begge Sider. De Svenske betalte som oftest, hvad de tiltrængte, ja hjalp i Vaaraanen endog til at tilsaa Jorden for de hjemmeværende norske Kvinder, hvis Mænd og Sønner vare i Felten. De Mishandlinger og Ugjerninger, som ellers ledsage Krigen, hørte til sjeldne Undtagelser, som Rygtet vel ogsaa overdrev. Man kjæmpede som ærlige Fiender det bedste man kunde, men i den saarede og fangne Fiende saa man en Broder, hvem man behandlede med nordisk Gjestfrihed. De fangne svenske Officierer bleve optagne i Borgernes Huse og aabnede sig ved deres Dannelse Adgang i Landets bedste Familier[1] og overalt vilde man gjerne have de tarvelige, nøisomme og flittige svenske Soldater i Arbeide. Længe mindedes man i Norge med hjertelig Deltagelse de svenske Krigsfanger.
Aaret 1808 var et for Norge saare mærkeligt og følgerigt Aar. Nordmændene vaagnede i Farens og Forladthedens Stund op af en lang Slummer. De lærte at stole paa sig selv og hjelpe sig selv. Minderne om svundne Tiders Stordaad og de Dage, da de Nordmænd raadede i Norge under en Haralds, en Haakons, en Olafs Kongespire, klarnede Anelser og Haabet om en lysere Fremtid for det elskte gamle Norge gjennembævede mangen Nordmands Barm. En varm Fædrenelandskjærlighed gjennemglødede det lille haardtprøvede Fjeldfolk. Man hørte ei tale om Forræderi
- ↑ Axel Mörner, der som Krigsfange opholdt sig i Nils Aalls gjestfrie Hus paa Ulefos ved Skien, omtalte 30 Aar senere med Erkjendtlighed og Glæde den venlige Behandling, som blev ham til Del i Norge, spurgte mig om sine Venner og tilføiede, at det var de lykkeligste Dage, han havde levet, da han var Krigsfange i Norge.
