Side:Andreas Faye - Landkrigen i Norge 1808.djvu/58

56

A. Faye.

eller Overløbere. Den samtidige svenske Forf. af Precis de la Camp. 1808 siger, „at den locale Kundskab, som de norske Krigere besade og den patriotiske Iver, som besjelede og karakteriserede dette Folk fra Oldingen til det mindste Barn, nødte Armfelt til at forandre sit System.“ Adlersparre klager over, at Bønderne ved ingen Midler vare at bevæge til at give Efterretning om Fiendens Bevægelser. Hærens Anstrængelser, Savn og Seier lønnedes med hele Folkets Glæde og Opmuntring. Falsens Budstikke løb fra Grande til Grande og vakte og vedligeholdt ved begeistrede Ord og Sange Folkets Mod og Kraft. Enhver ilede med at bringe sit Offer paa Fædrenelandets Alter. Alle Stænder deltoge i at yde Arméen det Fornødne. Provisioner, Penge, Klædningsstykker sendtes i Mængdevis til Hæren. Grosserer John Collett i Christiania udmærkede sig især ved at samle, befordre og selv bidrage til Hærens Forpleining. Frivillige Chor dannede sig. Grev Herman Wedel Jarlsberg oprettede et frivilligt Jægercorps, som han hovedsagelig udrustede paa egen Bekostning og selv førte. I at skabe et nyt Søværn og skaffe baade Soldaten tilbørlig Forpleining og de trængende fattige Landsmænd Brød og Vederqvægelser foregik Landets Stormænd sine Brødre ved deres lysende Exempel. En Grev Herman Wedel, en Peder Anker, en Jacob Aall, en John Collett, en Stiftamtmand Thygeson, en Rosenkrantz o. Fl. skyede intet noksaa stort Offer for at hindre lidende Landsmænds Nød og hævde gamle Norges Ære og Uafhængighed. Deres Exempel fulgtes af Folk af alle Stænder. Kjøbmanden aabnede med gavmild Haand sine Søboder og Kjeldere, Presten og Bonden sine Stafbure, ja man har Exempler paa, at selv fattige Pensionister tilbøde en Del af deres knappe Underholdning. Landets Kvinder, selv de fornemste, toge frem deres Beholdninger og plukkede Chapi til de saarede Krigere. Det ædle Danske Folk glemte ei heller deres Brødre i Nødens Stund. Rige Gaver sendtes fra Dannemænd af alle Stænder til at vederkvæge Norges kjempende og lidende Sønner. – (Aalls Erind. 142)