64
Haaskaalreia, blev Bonden en Juleqveld bortført i Færden. I sin første Bestyrtelse kunde han ei faa et Ord frem, men da han kom en halv Fjerdingsvei Nord for Gaarden, fik han sagt „Jesu Navn.“ I det samme slap Færden ham ned paa Marken. Gunhild paa Tvedt i Ombli, blev tilligemed en sort Hest paa Stalden taget med i Færden. Hesten løb lige godt paa Vand som Land og i susende Fart gik det indtil hun kom til Liøsestad paa Vegaardsheien. Her slap hun løs. I gamle Dage var man i Ombli saa bange for Askereia, at man ei engang turde synge, naar den var ude. Nu skræmmer man Børn med den. Det retskafne Menneske, der er saa forsigtig enten at fatte sig næsegrus eller og paa Ryggen og slaae Armene ud, saa at det bliver Korsets Tegn, har intet andet at befrygte, end at enhver af Selskabet spytter paa ham. Naar hele Færden er forbi, saa spytter man igjen; thi ellers kan man let faae Stade deraf.
[Mundligt].
Anm. Dette mærkelige Sagn, hvis Navn selv tydeligen peger hen paa Hedenold, er i det mindste af Navn bekjendt over den største Deel af Christiansands Stist; men findes fuldstændigst i øvre Thelemarken, hvor jeg selv har hørt det; (confr. Willes Beskrivelse over Sillejord S. 252) og i Sætersdalen (Hansens Archiv, 2, 368), hvor den kaldes Aaske-Rej eller Asanerfærd, som man dog her ei kan see, men kun høre. Den fortærer Fladbrød, Smør o. s. v., som man bereder til Julen hvis man ei korser det, førend man sætter det bort. Den, som ved at høre Færden ei fattet sig ned, hans Sjæl maatte i Sætersdalen følge med, medens Legemet blev liggende. Naar Sjelen kom tilbage i Legemet, var dette ganske afmægtigt og siden stedse sygeligt. Paa nogle Steder kaldes denne larmende Færd Aaskereia, paa andre Holskelreia. Stundom farer den med susende Støi gjennem Luften, stundom møder man den ved Nattetider paa Veiene, ridende paa sorte Heste, der have gloende Ildøine. Juleaften og de tre Julenætter grasserer den fornemmelig, og den Bonde, der boer i det Strøg, hvor den farer og ei har været saa forsigtig, at sætte Bom for sine Heste eller Kors over Døren, kan være vis paa næste Morgen at finde dem drivvaade og halv sprængte; thi Hoskelreia har da brugt dem, og de Folk
