fare ikke lempeligen. I Sirdalen farer „Askrei afsted paa lignende Maader, især ved Juletider. Det eneste Redningsmiddel, man der kjender, naar Færden kommer, er at sige: „Gura Gunnarsdatter, støt paa Rumpa di.„} I Akershus Stift og paa andre Steder i Landet haves lignende Sagn om Støi og Ridt i Luften, om svedende Heste om Julenatten o. s. v.; men her tilskrives dette gjerne „Troldkjærringer,“ der paa Kosteskafte, Limer o. s. v. om Jule- og St. Hans-Nat tage sig en Tour. At Asgardreia, saavel Navnet som Ideen, er ældgammel og hedensk er vel utvivlsomt. Om den tyder hen paa Asgards Guders Ridt, (reid) eller Skrei ɔ: Skare, eller paa de i Slag fældte Heltes Reise til Asgard, eller til Norner og Valkyrier, der efter den nordiske Gudelære paa deres rappe Heste fore fra og til Asgard, er derimod vanskeligt, bestemt at afgjøre. Da Askereia glæder sig ved Drab og er derved tilstede, saa er det maaske mest rimeligt, at vi i den gjenkjende Valkyrierne, der gjerne vare tilstede ved Hildursleg og Mandedrab, og som ved Christendommen have faaet denne Gestalt, da saavel de som de gamle Guder bleve til onde Aander og Djevlens Engle.
Denne Larm og Susen i Luften, som af de heftige Storme, der gjerne rase ved Juletider, og af andre tilfældige Aarsager let lader sig forklare[1], tilskrives ogsaa udenfor Norge overnaturlige Væsener. I Skaane kalder Almuen den Lyd, som i November og December undertiden høres i Luften, Odens Jagt, (Geijer 268), og i Lapland pleiede man tilforn at offre til Ære for Juhla-Folket, som ved Juletider, efter Almuens Tro svevede om i Luften i Skov og paa Bjerg. (Scheffers Beskr. over Lapland 1675. P. 132).
Paa Sjælland og i Jylland jager endnu Kong Waldemar, paa Fyen Palna Jæger, i Schlesvig Kong Abel, der alle i deres levende Live vare berygtede for Vantro eller Ugudelighed. (Thieles danske Folkesagn). I Tydskland husere Hackelberg, Tut Osel (Otmars Volkssagen 241), das wüthende Heer auf der Walser Haide (Hornmayers Taschenbuch 1840) og „Wanderer denen sie aufstößt, werfen sich still auf den Bauch und lassen
- ↑ De fleste Exempler kunne forklares enten som Drømme i Juleruset eller som Bortførelse af den overgivne Ungdom, som i Fjeldbygderne halvberuset pleiede at fare om i Julen, tage Folks Heste og gjøre alskens Løier. Dermed staaer maaske i Forbindelse den Tro, som findes f. Ex. i Ombli, at „Oskereia især liker dem, som synge godt.“
