mene, at det kun er hemmeligt Elskende, der ere udsatte for Mareridt, og Andre tilføie, at hvis Mara faaer Tid til at tælle alle Tænderne i Munden paa den Sovende, inden Fader vor bliver læst, saa er Døden uundgaaelig. Mara betegner efter F. Magnusens Mening (Eddalæren 4, 216) Hestegudinden ɔ: en Dise, som ynder Heste, (Mar, Mær) hvem man antog for et ondt Nattespøgelse, stundom for en dræbende Dæmon. Kong Vanland i Upsal blev saaledes, som Thiodolf synger, qvalt af „mara,“ der traadte (trad) ham. (Ynglinga Saga C. 16).
Paa Færøerne lægger den sig ovenpaa Folk, naar de sove, og er færdig til at qvæle dem; men kan man udraabe Navnet Jesu, da flyer den. Har man en Kniv hos sig, kan man ogsaa tage den bort. (Landt 449). I Sverige tilskriver man „Mara“ mange Slags onde Virkninger. Saar paa Læberne hede saaledes der Marekys. I Danmark heder den ogsaa Maren og ligner den norske (Thieles danske Folkesagn 2, 18 og 124). I Tydskland kaldes den der Mahr des Nachts eller der Alp.“ Den kan komme ind gjennem det mindste Hul og plager baade Folk og Heste. Kan man bringe Tommelfingeren ind i Haanden maa den vige. „Wer vor dem Schlafen gehen seinen Stuhl nicht versezt, den reitet der Mahr des Nachts“ siger Grimm (deutsche Sagen 1, 130). Englænderne kalde dette Væsen Night-mare, Hollænderne Nachtmaer og Irlænderne Phuka og Finlænderne Painajainen ɔ: Trykkeren. I Danmark fordriver man Maren ved følgende Riim (Peder Paars 1 Bog 4 Sang).
”Mare. Mareminde!
Est Du herinde
Saa skal Du herud.”
Og naar man i Tydskland siger til den:
”Trud komm Morgen
So will ich borgen!”
saa viger den strax, men kommer den næste Morgen i Skikkelse af et Menneske for at borge Noget. (Om Mara see F. Magnusens Eddalære 216 og 280–287).
