Mellem Urnes Kirke og Stranden staaer en Bautasteen, 5 Alen over Jorden, og paa den anden Side af Sognefjorden ved Solværn Kirke en lignende, men omtrent 500 Alen fra den første. Om disse Stene gaaer følgende Sagn: to Konger, begge drabelige Kjæmper, boede paa Urnes og Solværn. Det var i Christendommens første Tider, hvorfor de begge faldt paa at bygge Kirker, Christus til Ære. Kirkerne bleve færdige, begge til samme Tid; men da Solværns Konge fandt, at Kirken paa Urnes var bleven smukkere end den i Solværn, saa blev han saa gram i Hu, at han greb en stor Steen og kastede den over Fjorden for at knuse Urnes Kirke. Kraften forslog imidlertid ikke; Stenen dalede ned paa det Sted mellem Stranden og Kirken, hvor den endnu staaer. Kongen paa Urnes vilde nu, til Spot for sin Fiendes Afmagt, vise hvad han formaaede. Han greb derfor et Fjeldstykke og slyngede det hen over Fjorden med saadan Kraft, at det faldt ned langt bagenfor Kirken, hvor det endnu staaer som et berømmeligt Minde om den Tids Kraft og Styrke.
Anm. Lignende Manddomsgjerninger udførte Kjæmperne paa Østrem og Gimmestad i Nordfjord og andre Kjæmper, der ofte tillægges hvad man paa andre Steder tilskriver Jøtuller og Trold. Budst. 5, 561, 7, 69. Lignende Sagn findes i Danmark, Thiele 1, 47.
I den for sin vilde og stolte Natur bekjendte Onsedal i Hardanger boede i fordums Dage en kjæmpestærk Mand, der hedte Størk. Han fik Sag mod Bispen og hug efter ham paa Thingstuen i Hausom (den største gamle Røgstue, som endnu staaer i Kintservik); men Hugget gik i
