110
Da St. Olaf kom til Gaarden Steen, vilde han
bygge op en Kirke der, fordi hans Moder, som de sige,
boede der. Dette syntes en Gjøger (Gyger), som havde
sit Hjem i Fjeldet Gyrihaugen ligeoverfor (Navnet har
det efter Gygeren) ikke om. Hun spurgte derfor Kongen
om han turde give sig i en Veddeprøve med hende; „inden
du bliver færdig med Kirken din, skal jeg have lagt en
Steenbro over Steensfjorden,“ sagde hun. Det havde St.
Olaf Lyst at prøve og svarede ja; men før hun endnu var
halv færdig med Broen hørte hun Klokkerne fra St. Olafs
Kirke, for da var han alt færdig med den. Saa blev Troldet
saa rasende, at hun greb de Stene, hun havde baaret
sammen til Brobygningen og kastede dem fra Gyrihaugen
tvertover Fjorden efter Kirken; men ingen af dem
traf. Da blev hun saa arrig, at hun sled af sig det ene
Laarbeen og slyngede det efter Taarnet. Der er ikke Nogen,
som rigtig veed, hvordan det gik til; Nogle sige, at
det tog Taarnet med, Andre at hun sigtede for høit. Men
det vide Alle, at Benet foer ned bag Kirken i en Sump,
for der giver det den Dag i Dag en fæl Stank fra sig og
derfor kaldes Sumpen Gjøgerputten endnu.
Anm. (Mundtligt og meddeelt). De Stene hun kastede efter Kirken fandtes for ikke længe siden paa Nabogaarden Moes Marker. Den af Gjøgren begyndte Bro er nu fuldendt. I St. Olafs Kirke holdt man længe Gudstjeneste hver St. Hans Dag; men for omtrent 150 Aar siden brændte Kirken af ved Lynild. De skjønne Ruiner trodsede endnu længe Tidens Ødelæggelser og Folk vide at fortælle fra deres Bedsteforældre, hvorledes disse som Børn vare med at smykke den brystfældige Kirke med Blomster og Grønt til St. Hansdags-Festen. Det var nu i den Tid, man troede at skylde de viede Stene Ærbødighed. De Tider ere nu forbi. For nogle Aar siden blev denne ærværdige Kirkeruin næsten jevnet med Jorden. Sagnene om Trold som Olaf forvandlede til Steen ere almindelige. Paa Fjeldet Gallerne i Leirdal i en Skraaning, som kaldes St. Olafs Bjerg, sees en Gjøger med Mand og Hund, der paa Olafs Bud bleve
