Samme Hest vandede Kongen i den krystalklare Kilde,
der ingensinde udtørres om Sommeren eller fryser om Vinteren,
og som bærer St. Olafs Navn. Fordum tilskreves
den undergjørende Kraft. Syge nedlagde i den Penge og
andet Sølv for at gjenvinde deres Helbred; og stor Ulykke
mener man, forestaaer den, som vover at forgribe sig paa
disse Helligdomme. For faa Aar siden var det Skik, at
den kirkesøgende Almue paa hver første Høitidsdag kappedes
om at komme først til Kilden, og det ansaaes for en
Ros for den, der først kunde vande sin Hest i St. Olafs
Kilde (Meddeelt. Sammenlign den norske Huusven, 2den
Halvaargang No. 6).
Da St. Olaf drog om i Landet for at udrydde den hedenske Overtro, kom han ogsaa til Eivindsvik i Sogn, og her opholdt han sig paa det Sted, hvor Prestegaarden nu staaer, og lod da opreise de tvende gamle Steenkors, som endnu findes. Han lod Folket kristne og bød det at bygge en Kirke. Paa Gaarden Virkesdal boede paa samme Tid en Høvding ved Navn Thorstein. Han gik just og slog Hø med sin Langaarv paa Virkesdalsmyrene, da Kongens Bud kom, og bød, at han skulde lade sig christne og være med at bygge en Kirke. Thorstein blev saa opbragt ved dette Forlangende, at man endnu i vore Dage tydelig kan see dybe Furer i Myrene efter hvert Hug med Langaarven, som han nu førte vred i Hu. Endelig slængte han den bort, greb Øxen og svor, at kunde ikke det Træ, han nu huggede, tjene til Dørstolpe i Kirken, vilde han ikke gjøre et Hug mere i St. Olafs Kirke. Som sagt saa gjort. Træet blev fældet, og Thorstein bar det selv som en Stok i Haanden hen til Kongen, der med Glæde lod den tilhugge og indsætte til Dørstolpe i Kirken. – Olaf var imidlertid
