116
„Saa seglede de over Skaaner Knolde,
Til Steen bleve de sorte Trolde.
Ud’ staaer Kjærling med Rok og Teen:
Sanece Oluf! hvi segler du os til Meen?
Sancte Oluf med dit røde Skjeg!
Hvi segler du gjennem min Kirkeveg?
Sancte Oluf sig tilbage saa:
Stat Du der, bliv til Kamp hiin graa.“
St. Olafs Vise.
Det for sin Høide bekjendte, og af Brødrene Frimann besjungne Fjeld, Hornelen paa Bremanger, hang tilforn fast med Marøen, hvorfra det nu adskilles ved et Sund, der ligesom Korssund skylder St. Olaf sin Oprindelse. Da St. Olaf engang kom seilende, bød han Klipperne vige tilside, for at han kunde komme igjennem Dette skede flux; men i det samme Øieblik sprang et Trold ud af Fjeldet og skreg:
„Siig du Mand med det hvide Skjeg,
Hvi splitter Du saa min Klippeveg?“
St. Olaf svarede paa Stand:
„Stat Trold nu evig der i Steen,
Saa gjør Du ei nogen Mand meer Meen.“
Som sagt saa gjort. End seer man det forstenede Trold paa Hornelens Top.
Anm. Budst. 6, 567. Denne Begivenhed henføres i den anden Vise om St. Olaf udtrykkelig til „Hornelummer,“ der udentvivl er Sagnets Hornelen. Hvad der er sagt øm Ligheden mellem Sagnet og Viserne ved St. Olaf og hans Broder gjelder og her.
Ligesaa uheldige vare de stakkels Trold, naar de paa andre Steder traf sammen med denne deres Arvefiende. Ligeoverfor Romedalshorn ligger saaledes et Fjeld, Troldtinderne kaldet, hvis Takker ere Levninger af de Trold, som St. Olaf
