her forvandlede til Steen, da de vilde forhindre ham at drage
til Romsdalen for at prædike Christendommen. (Schønnings
Reise 2. 128).
St. Olaf havde engang Trætte med en anden Konge om Riget; men endelig bleve de faa forligte, at St Olaf skulde faae alt det Land, han med sin Hest kunde overfare. Fra Store-Hove i Faaberg red han afsted, men ved Taarm paa Dovrefjeld blev han saa træt, at han ei kunde komme videre. Her endte han derfor sin Reise, og skrev paa en Steen, at her var hans Riges Grændse.
Anm. Budst. 2, 576. Et lignende Sagn fortælles, om Gudbrand, der paa en Nat med en Brand i Haanden giennemred den hele Dal, som efter ham blev kaldet Gudbrandsdal. Efter Fundin Noregr hedte han Brand, men blev af sin Fader Raum helliget Guderne og derfor kaldet Gudbrand. Da St. Olaf christnede Gudbrandsdalen, skjenkede han Fiskevandet Tessun til Eieren af Gardmo i Lom, for at faae Lov til at bygge en Kirke paa hans Grund. Paa Sønstenes viste man længe en ældgammel Stue, hvori Olaf overnattede medens han christnede Lom.
Paa en Reise fra Kjøbenhavn til Norge gjorde St. Olaf og hans Broder St. Halvor det Løfte, at den af dem, som kunde erholde et Kongerige, skulde bygge en Kirke. – Da St. Olaf siden blev Konge i Norge, lod han bygge Ytterby Kirke i Bahus, og kaldte den op efter St. Halvor.
