122
Da St. Olaf paa sin Flugt kom til Valdalsviken forlod han sine Skibe og tog tilfjelds for at undgaae sine Fienders Forfølgelser. Paa Langbrækka, en Steenurd, der ligger i Nærheden af Gaarden Sylt, staaer et gammelt Trækors, kaldet St. Olafs. Efter gammel Skik vedligeholdes dette af Indbyggerne, der fortælle, at St. Olaf sad paa dette Sted, og med Vemodighed saa, hvorledes de Skibe, som havde bragt ham til Valdalen, brændte i lys Lue i Valdalsviken, efterat han selv havde ladet sætte Ild paa dem, for at de ei skulde falde i hans Fienders Hænder. Med Møie banede han sig Vei over den steile og fæle Skjersurd, og naaede mødig og sved det Sted, hvor paa hans Opmuntring opryddedes Gaarden Grønningen, som den Tid var øde. Da en kjølende Vind her just forfriskede ham, gjorde han det Løfte, at Gaarden aldrig skulde fattes Vind, hvilket er Aarsag i, at det stedse blæser paa dette Sted, og til Minde om at han her tilbragte Natten, lovede han, at Kornet aldrig skulde fryse paa denne Gaard, og derfor lider Kornet her endnu sjelden Skade af Frosten.
Anm. Strøm 2, 267. Strøm forklarer alle disse Vidunder af naturlige Aarsager. Her komme vi ind paa Historiens Gebeet. Allerede de 4 foregaaaende Sagn minde om den Reise, som Olaf, forladt af Venner og forfulgt af uforsonlige Fiender, ifølge Historiens Vidnesbyrd (Olafs Saga C. 198 o. s. v. hos Snorre) maatte tage ind ad disse Fjorde. Snorre beretter, at han landede i Valldalen, hvor han lod sætte sine Skibe op og reiste sit Telt paa Sullt. Her indfandt de omkringboende Bønder sig tilligemed Høvdingen Bruse, som boede paa Mære, og tilbøde Kongen deres Tjeneste. Herfra vilde han begive sig til Lessø; men Veien var ufremkommelig. Da han kom til et Sted, som hedte Arossbrellen, hvilte han sig en Stund og saa ned paa Fjorden. „Der staaer endnu fra den Tid 2 Kors paa Brekken, hvor Kongen sad.“ Med megen Kraftanstrengelse og ei uden Hjelp af Undergjerning fik man Vei banet over den sæle Sefs-
