Side:Andreas Faye - Norske Folke-Sagn (1844).djvu/164

Denne siden er ikke korrekturlest

128

Engdal og Nessedal i Sogn, hvor Hustomter og andre Spor af fordums Beboelse findes; Susendal paa Helgeland; Smeddalen paa Fillefjeld, der efter Sagnet skal have udgjort at Kirkesogn, hvis Kirke først blev nedbrudt 1808; Songalien mellem Ringerike og Hallingdal, hvorfra man paa en Juledag talte 30 ringskoede Heste ved Sogndals Kirke; den øde Helestrand mellem Valders og Hallingdal, som ligeledes skal have udgjort et Sogn, af hvis Kirke o. m. man endnu seer Spor, og hvor paa Kirketofterne sammesteds Sagnet fortæller, at før Pesten 12 Bønder have boet. I Danmark kaldes denne Pest Mandeqvæl eller Mærkedød (Thiele 4, 88), men paa Bornholm kaldes den „den sorte Død,“ fordi Menneskene kort førend de døde fik en sort Prik inde i Haanden (Thiele 3, 52). Paa Island, som den først naaede 1402, rasede den frygtelig under Navn af Svarti Daudi (Olafsens Reise 261)[1].

  1. Denne frygtelige Landeplage har udentvivl faaet sit Navn, den sorte Død, af de sorte Pletter, som hos den Angrebne, i Forening med heftig Blodstyrtning, inden den tredie Dag medførte Døden. Angaaende Tiden stemme Efterretningerne ikke ganske overeens. I en gammel Chronologie fra 15de Sec. (Script. rerum Dan. 1, 395) anføres ved Aaret 1350: „gravis qvædam pestis ac mors subitana tam in hominibus qvam in pecoribus grussabatur,“ hvormed saavel en Beretning, som findes i en gammel Besindelse over Hammer (Budstikken 2, 818) som et gammelt Misale paa Thoten, stemme overeens. Hiin lyder: „saa slet bortdøde Folket den Tid, som skede Anno 1350 og samme smitsomme Syge begyndte her udi Norge Nativitutis Mariæ (8de Sept.) og varede til alle Helgens Tid (1 November) som var 8 Uger“ og dette: „pestis ultimis diebus Septembris hic (paa Thoten) incipiens (nemlig 1350) sex duravit hebdomadas, rqvo toto tempore perpetuo pluebat. Af den Maade, hvorpaa den paa Søndmør betegnes, nemlig med en Rist (M), 3 Pølser (CCC), en Kløv (L) og et Spyd (I), synes det, at Pesten der har raset Aar 1351. (Strøms Beskr. over Søndmør 2, 317).