130
byggede sig Gaarde. De gjorde tillige den Aftale, at Ingen af deres Slægt og Venner maatte komme op til dem, saalænge Pesten varede; men de som vilde skrive skulde lægge deres Brevskaber under en stor Steen ved Indgangen til Dalen, hvilken Steen endnu kaldes Brevseinen, og her skulde de igjen finde Svar. Ikke destomindre kom Pesten derop og anrettede frygtelig Ødelæggelse. Alle Dalens Beboere døde med Undtagelse af en eneste liden Pige paa Gaarden Birkehaug. Da Folket var uddød, søgte Qvæget tilskovs og kom siden flokkeviis til Nabosognet Vaage, hvis Indbyggere bleve forbausede ved Synet af de fremmede Kreaturer, som ingen Eier eftersøgte. De toge imidlertid Qvæget i Forvaring, og da de frygtede for, at det ei maatte staae vel til i Justedal, droge Nogle derhen; Hvor disse nu kom, fandt de Folket uddød og Husene tomme. Efterat de havde besøgt de fleste Gaarde, men ingensteds funden nogen Levende, opgave de Haabet om at træsfe Nogen og vilde begive sig paa Hjemveien, da de uformodentlig i Birkehaugskoven fik Øie paa et Pigebarn, der ved Synet af de Fremmede havde søgt tilskovs. De raabte hende an; men bange som et opjaget Stykke Vildt flygtede hun dybere ind i Skoven for at skjule sig. De besluttede nu om muligt at fange hende, og efter megen Anstrengelse lykkedes det dem. Hun var imidlertid sky og vild som en Fugl, hvorfor man ogsaa kaldte hende Rypa. Hendes Tale kunde de ligesaa lidt forstaae, som de kunde gjøre sig forstaaelige for hende. De tog Pigebarnet med sig til Vaage, hvor hun blev opforstret og skikkede sig vel. I nogle Aar blev Justedalen ubeboet, indtil nogle Nordfjordinger droge derhen og opryddede de gamle Enge og Agre. De første Gaarde, som paa ny bleve optagne, skal have været Faaberg og Myklemør. Da Rypa var kommen til Aar og Alder, drog hun til sit Fødested, hvor hun giftede sig og levede lige til sin Død. Hun efterlod sig en gjev Æt, der gjennem Aarhundreder efter hende blev kaldet Rypeslægten og stod i stor Anseelse i hele Dalen.
