I vore Sagn tales imidlertid ei alene om de kjæmpestærke Jutuler, Riser og Bjergtrold, der saavelsom deres sildigere Repræsentantere „Kjæmperne“ paa den nævnte Maade kunne forklares; men der nævnes endnu hyppigere Thusser og Dverge. „Traditionen om en fordums Dvergeslægt skriver sig rimeligviis tildeels fra en dunkel Erindring om, at Lapperne engang i Nordens vilde Tilstand have beboet Egne, hvorfra de forlængst ere fordrevne[1].“ Vare de smaa Lapper endog ei ved Styrke og vild Tapperhed de indtrængende Folk farlige i Kampen, saa vare de dog ved deres Bekjendtskab med Naturens Hemmeligheder, deres List og Behændighed farlige Naboer, der kunde bortsnappe Kreaturer, ombytte Børn, (deraf maaskee Oprindelsen til de mange Sagn om Byttinger) stjele Husgeraad og Fødevarer, give Folk bedøvende Drik, lokke dem ved Sang og Kostbarheder ind i deres Huler o. s. v., Træk, som give os Nøglen til mangt et Sagn om de Underjordiske.
Historiens Vidnesbyrd stadfæste disse Anskuelser. Adam fra Bremen, der levede i det 11te Aarhundrede, fortæller efter den danske Konge Svein Estridssons mundtlige Beretning, „at i Sverige pleier stundom et Folk hastigen at nedstige fra Bjergene paa Sletterne, hærge Alt, om ei den kraftigste Modstand skeer, og derpaa trække sig tilbage og „i Norge,“ siger han paa et andet Sted, „har jeg hørt, at der findes vilde Qvinder og Mænd[2], der boe i Sko-
- ↑ Bemærkninger over Folkesagnene om en nordisk Kjæmpeslægt i Oldtiden ved Werlauf. Athene 4, 219. Urda 1, 273.
- ↑ Til saadanne kunne vi maaskee ogsaa regne de Trøll, som Thorstein Uxafot skal have dræbt i Heidarskog, og Jotunen Bruse paa Sandø. Fornmanna Søgur III 123, 133–223, ja tildeels ogsaa Asar Faste, Gauka Thorer, Arnliot Gellina og deres Staldbrødre. Olaf Hel. Saga. Cap. 212, 227.
