134
Tak, nu har vi den da;“ men i det samme Øieblik dumpede Klokken atter ud i Vandet.
(Mundtligt).
Anm. Andre fortælle at Pilen traf Kirkens Væg og at Skytten lagde sit Ildstaal paa Alteret, hvor han dræbte Bjørnen. Efter en anden Variation, som Kraft i sin Beskrivelse over Norge (2, 208) meddeler, blev Kirken omtrent for 400 Aar siden funden af to Skyttere. „De svere Stolper og de brede Bord, hvoraf den ældgamle Kirke bar været opført, bevise dens høie Alder. Denne gamle Kirke, hvis Snitverk røber uendelig Flid, skjønt udført i en maadelig Stiil, er senere udvidet og forsynet med Orgel. Et Mariebillede, udhugget af en Egeblok, en Reliqviekifte i Form af en Kirke overtrukken med Messing, et Røgelsekar, ligeledes af Messing, samt en liden Horaklokke, ere endnu Levninger af Katholicismen.“ Reliqviekisten, som kaldes St. Olafs Skrin, er udentvivl Sagnets Messingkirke. C. N. Schwach har poetisk bearbeidet dette Sagn. (See Hermoder 1ste Aarg. S. 206).
Der, hvor de store Gaarde Musstad nu ligge, stod i gamle Dage Kongsgaarden Framstad, den herligste Eiendom i hele Vardal. Men den „store Maniadaudin“ kom og lagde denne Gaard ligesom fast hele Bygden øde, og efterat maaskee et Aarhundrede eller mere var henrundet, vidste man kun af Sagnet, at den vestligste Deel af Dalen, nærmest under Landaasen, havde været beboet. Da hendte det sig en Dag, at en Bjørneskytte fra den igjen opryddede Gaard Landaasen paa sin Jagt forvildede sig i de store Skove, der da bedækkede en stor Deel af disse Egne. Forgjeves sporede han efter Mennesketrin, forgjeves efter en opstigende Røg eller andre Tegn paa Menneskers Nærhed. Han havde allerede opgivet Haab om at finde Husly i denne Ødemark, da han pludselig stødte paa Huse, der paa alle Sider vare tæt omgivne af hundreaarige Træer.
