Side:Andreas Faye - Norske Folke-Sagn (1844).djvu/173

Denne siden er ikke korrekturlest
137


nesker kunne rummes i den. Den kaldes endnu som oftest „Tolvkjørshelleren“ og skal efter Sagnet have tjent 5 Gaarde, hvis Beboere uddøde i den sorte Død, til Kirke.

Anm. Mundtligt. Peder Claussens Norriges Beskr. P. 33. Ramus 119. Top. Journal 13, 103 Kraft 4, 108.



Svartdouven i Sætersdalen.

Før den sorte Død, „Svartdouven,“ hjemsøgte Norges Land var den nu kaldte egentlige Sætersdal ubeboet og øde og brugtes kun til Sætre, da derimod den nuværende Sæter-Dal, som heder Finddalen, var den beboede Egn. Foruden at Navnet „Sætersdal“ synes at give dette Sagn Medhold, opdager man ogsaa i Finddalen Spor af fordums Agre og Hustomter, ja paa en Ø i et Fjeldvand, der bærer Navn af Kirkeholmen, findes endog Spor af Kirke og Kirkegaard. Svartdouven anrettede frygtelig Ødelæggelse i Finddalen, hvor den kun sparede et Par Ægtefolk, Knud og Thore Nuten. Disse To vedbleve at boe i Finddalen; men fra andre Kanter kom efterhaanden nye Indbyggere indvandrende til Sætersdalen, og nedsatte sig der. Knud og Thore kunde dog ei overtale sig til at forlade deres gamle Opholdsted. Saaledes hengik Aar efter Aar og det eneste Savn, Sagnet fortæller, at de følte i deres Ensomhed var det, at de ikke vidste ret, hvad Tiden leed. Især naar den mørke Vinter kom, sørgede de over, at de ei vidste, naar Julehelgen var, og kunde helligholde den paa samme Tid, som i andre Egne. Ved enkelte Vandringsmænd fra den nybebyggede Sætersdal var ogsaa Rygtet trængt til dem om denne Dals Befolkning. Da det nu engang led frem til de korteste Vinterdage, besluttede de gamle Ægtefolk, at Thore skulde gaae til Sætersdalen, og der faae vide, hvor langt det end var til den store Helg. Den Gamle forlod sin kjere Ægtefælle i fuldkommen Een-