at spise ved hans Taffel. Dette er Oprindelsen til den
Talemaade, „at spise Braastad op til et Maaltid Mad.“
I samme Sogn ligger Gaarden Lunderød, hvor Pesten bortrev alle Beboerne, paa to Smaabørn nær. Disse stode i Fare for at sulte ihjel, da nogle Trold, som havde deres Tilhold i Nærheden, toge sig af de Forladte og fostrede dem op. „Pesta rasede nemlig frygtelig paa denne Kant, og hvor den sopede udenfor Døren, der døde alt Folket.“
(Mundtligt).
Selv til Øvre-Thelemarkens fast utilgjengelige Fjelddale fandt Stormannadauen Vei, og skrækkeligt rasede den iblandt de raske Thelebønder. Flere Dale som Bertedalen, Froivoldstoulen i Tind og Finddalen i Moland, hvor man endnu finder Spor af fordums Beboelse, mistede alle sene Indbyggere, og ere siden ei blevne beboede, men benyttes lun til Sætergange. Botnedalen i Mosogn skal efter Sagnet endog have udgjort et heelt Kirkesogn, hvor man endnu seer Spor efter flere Gaarde, og viser det Sted, hvor Kirken stod[1]. I den skjønne Vestfjorddal fandtes efter denne frygtelige Død kun 3 rygende Skorstene, og i Svartdal skal der kun have været 2 Huse, hvor Folkene ei vare uddøde. I Annexet Triungen blev kun 3 Børn („Unger“) sparede, hvoraf Bygden skal have faaet sit Navn. Da mange Børn ved denne Landfarsot mistede Forældre og deres hele Slægt, gjorde en from Kone Gro, som boede paa Gaarden Vadder i Mosogn, efter Sagnet det Løfte, at ville opamme alle de moderløse Børn,
- ↑ Om Botnedalen see den norske Husven 2, No. 10 og Kraft 3, 191.
