vene, og sjelden vise sig; de bruge de vilde Dyrs Huder til Klæder, og deres Sprog ligne mere Dyrenes Brummen end Menneskers Tale, saa at de neppe kunne forstaaes af Naboerne.
Islænderne kalde dette Folk Bjergbuar, Jotnar, Thussar, Risar og Trøll og sige, at de have Huler og Kløfter til Bopæle, raa Dyrehuder til Klæder, ere frygtelige ved Trolddomskunster og natlige Streiferier, bortrøve Buskab og Mennesker og eie ingen god Egenskab uden Ordholdenhed[1].
Saavel den Menneskene medfødte Lyst til at søge den første Grund til Alt, og at opløste det Dække, der tilhyller Aandeverdenen, som ogsaa dunkle historiske Minder fra den høie Old kunne altsaa betragtes som det første Grundstof til vore mange Sagn om overnaturlige Væsener. Overeensstemmelsen mellem disse Folkesagn og den oldnordiske Gudelære, hvoraf høist mærkelige Brudstykker findes i de eddaiske Sange, sammes Commentair, den yngre Edda, og Skjaldenes Qvad, kan i Forening med andre Ting give Anledning til interessante Slutninger om hvorvidt Eddalæren har været almindelig Folketro eller ikke. Da vi ved Anmærkninger til hvert enkelt Sagn siden ville faae Anledning til nøiere at betragte Ligheden mellem den oldnordiske Mythologi og vore Folkesagn, ville vi her indskrænke os til at bemærke, at den hele oldnordiske Mythologi saa at sige dreier sig om en Kamp mellem Valhals himmelske Guder og Jordens Dæmoner, hvilte den snart beskriver som kjæmpestore og stærke, og kalder Jetter, Riser og Trold,
- ↑ Torfeus H. N. 1, 114, Geijer S. H. 409.
