146
Andre Sagn skylde sandsynligviis de gamle Søgur
eller en i Fortids Historie bevandret Mand deres Oprindelse.
Naar man først har faaet Kundskab om, at en berømt
Mand skal have boet paa en Gaard, eller en Stordaad
være indtruffen et Sted, saa henfører man gjerne til
den Mand eller Daad alle de Sagn og Oldtidslevninger,
som findes, om end disse ere af en langt ældre eller yngre
Alder, og ikke staae i nogen Forbindelse med den omhandlede
Gjenstand. Naar saaledes Bønderne paa Huseby
endnu mene at eie et Par Dørbeslag, der have tilhørt
Gaardens forrige Eier, den berømte Einar Thambarskjelver,
og man paa Urnes i Sogn endnu for ikke længe siden
fremviste en Vev, som Minde om Signes Kunstfærdighed,
saa vise disse og lignende Træk kun Eftertidens Lyst til at
henføre til en berømt Person alle de Ting, som paa samme
Sted udmærke sig ved Kunst, Ælde eller Sjeldenhed.
Lysten til at gjøre sin Egn til Skueplads for en almeen yndet Begivenhed, der kun har en Vise eller et mundtligt Sagn til Hjemmel, har vel foraarsaget, at samme Begivenhed har localiseret sig paa flere Steder; hvilket er Tilfældet med St. Olaf, Habor og Signe, og Axel og Valborg. Steders og Personers Navnelighed var nok til at gjøre flere Steder til Balladens Skueplads.
Om saaledes endogsaa de færreste af disse Sagn kunne benyttes som paalidelig historisk Hjemmel, saa have de dog den Værd og Interesse, at de vise, at Fortids store Mænd og Fortids Daad endnu lever i Folkets Minde, og at vi, ved Siden af vor paa skriftlige Documenter grundede Historie, besidde en tilsvarende Sagnhistorie, der, om den endog kun er et svagt Dvergemaal, en dunkel Skygge af
