snart som smaa og listige, hvilke den benævner Dverger, Vetter og Svartalfer. I Torden-Guden Thor fandt Jordens Dæmoner den farligste Fiende, der knuste dem med sin frygtelige Hammer, Mjølner, eller forvandlede dem til Steen. Besynderligt maae det ved første Øiekast forekomme os, at der, efterat Christendommen har hersket her i Landet i 800 Aar, endnu kan findes saamange Levninger af hedensk Overtro. Ved nærmere Overveielse lader imidlertid ogsaa denne Gaade sig løse. De første christne Religionslærere, der fandt de gamle Ideer for dybt rodfæstede, og saa at sige for fast knyttede til Landets fysiske Beskaffenhed, gamle Historie og Digtekunst, til at de strax kunde udryddes, søgte at gjøre den hedenske Overtro mindre anstødelig ved at give den et christeligt Anstrøg. De hedenske Fester, der tilforn vare helligede Valhals Guder, bleve nu indviede til christne Helgener, og i St. Olaf var den norske Geistlighed saa heldig at faae en Helgen, der stod i saa stort Ry for sin Underkraft, at man gjerne kunde overføre paa ham alle de vidunderlige Gjerninger, som man tilforn havde tilskrevet den stærke Thor og Valhals Guder. Disse, der siden af de Christne betragtedes, snart blot som Mennesker, snart som onde Aander, bleve tilsidst næsten ganske forglemte af Folket, da der kun sjeldent fandtes noget synligt Tegn, der kunde bevare deres Minde, medens Troen paa de øvrige overnaturlige Væsener, der vare knyttede til den omgivende Natur, ei saa let kunde udryddes. Da Jetter, Riser og andre Vetter aldrig havde været Gjenstand for Tilbedelse, men for Had og Afsky, fik de Tilladelse til at beholde deres gamle Navne og Charakteer, og tjente nu tilsat bekræfte den christne Lære om
B*
